DRENGE/PIGER · MÆND/KVINDER · 9-90 ÅR · HYGGE · MOTION · KONKURRENCE · ELITE · FÆLLES TURE · KLUBAFTEN · TRÆNING · LØB I IND- & UDLAND · 1940
Home > Alle medlemmer > Glædelig Jul og godt Nytår

Glædelig Jul og godt Nytår

Kære venner,

På vegne af bestyrelsen vil jeg gerne ønske alle medlemmer, sponsorer og samarbejdspartnere en glædelig jul og et godt nytår.

Det har på alle måder været et usædvanligt år, hvor betingelserne for at gøre det vi holder allermest af har været stærkt begrænsede. En lang række aktiviteter og arrangementer vi i mange år har taget for givet, har vi desværre måtte aflyse. Kalundborgturen, børnenes spisning og klubaftener på Saltværksvej, ACR’s åbne løb, rytterfesten, træningslejre i udlandet og sådan kan vi desværre blive ved. Ja og i år skulle vi have fejret klubbens 80 års fødselsdag.

Men heldigvis har der også været enkelte lyspunkter i sæsonen. Der blev trods alt afholdt en række løb hen over sensommeren og efteråret, omend med et mindre set up end vanligt. Her har ACR’s ryttere og vores Teams virkelig gjort en god figur med rigtig flotte resultater i flere store løb.

Der er også blevet trænet igennem fra Rød Låge, Bellahøj, Sundby Kirke, på Fælleden, Tonseren, Avedøre, ZWIFT og hvor vi ellers kører sammen. I alle afdelinger har opfindsomheden været stor for at vi har kunnet mødes inden for de gældende retningslinjer. Tak til trænere, vej-kaptajer og alle andre som har taget initiativ til træning sammen på en sikker måde.

Teams og Licens ved Klubmesterskabet 2020 på Flyvestation Værløse – foto: Jesper Skovbølle

Vi håber, at vi i løbet af næste år igen kan samles om cykling som tidligere og at mange af de aktiviteter vi har savnet i år igen kan gennemføres. Der er løb der skal køres – og måske vindes, fester der skal holdes, jubilarer der skal hædres, pokaler der skal uddeles, ture sydpå som skal gennemføres, og så videre….

Glædelig jul og godt nytår – vi ses derude.

Per Thue, formand

Klubmesterskab for Børn og Unge, blev også afholdt, som eneste begivenhed på Amager.
Motion har haft mange fine ture, her “ældresagen” med bagerstop (fra i sommers, hvor forsamlingslofet var 50).

Leave a Reply