DRENGE/PIGER · MÆND/KVINDER · 9-90 ÅR · HYGGE · MOTION · KONKURRENCE · ELITE · FÆLLES TURE · KLUBAFTEN · TRÆNING · LØB I IND- & UDLAND · 1940
Home > Alle medlemmer > Kunst på højt og humoristisk niveau i Amager Cykle Ring

Kunst på højt og humoristisk niveau i Amager Cykle Ring

Den lokale kunstmalerforening Tårnbymalerne har i forbindelse med renovering af Amager Cykle Rings klubhus på Saltværksvej, svunget penslen og prydet endevæggen med et flot kunstværk. Klubhuset var oprindeligt en skibsproviantering med mørkt træ. Det er frivillige fra cykelklubben der har renoveret huset og de to kunstmalere Svend og Allan har været i gang, hver fredag gennem to år, hvor de har hygget sig med maleriet, lune deller og cola i klubhuset.

Samarbejdet kom i gang da Kenneth Dideriksen var til fernisering på Tårnby Rådhus og faldt for Svend og Allan’s morsomme og naivistiske stil, som egner sig godt til vores mange børn og unge, som kommer i Amager Cykle Ring.

Maleriet er ca. 3 x 6 meter og skildrer dele af Vestamager, Øresund, stranden, lufthavnen, med masser af cykelryttere – ja selv Ikea (selvom “det bare er Ikea”) er kommet med.     

Tårnbymalerne og klubbens medlemmer nød ferniseringen – foto: Jesper Skovbølle

Ved ferniseringen torsdag den 27. juni blev der afholdt reception/fernisering ved cykelklubben og da torsdag er den store fælles-træningsdag, sluttede alle klubbens hold træningen af i haven bag klubhuset, hvor grillen var i gang og der blev spist pølser og burgere. Selvfølgelig var medlemmerne fra Tårnbymalerne inviteret med og bidrog til den gode stemning. Over 130 personer lagde vejen forbi og højdepunktet var borgmesterens tale.  

Borgmester Allan S. Andersen beundrer maleriet – foto: Jesper Skovbølle

Uddrag af Borgmester Allan S. Andersens tale:

Som borgmester ved jeg næsten ikke noget bedre end at komme ud og fejre en af vores foreninger – det skulle da lige være at fejre TO foreninger

Og det havde jeg mulighed for i går eftermiddag, da jeg var inviteret til at indvie og holde tale for Amager Cykle Rings nye kæmpe vægmaleri lavet af Tårnbymalerne – det gør mig stolt, at foreningerne forstår at bruge hinanden på den måde.

Det er Svend og Allan fra Tårnbymalerne, der står bag vægmaleriet, som er fyldt med motiver fra den tohjulede hverdag på landevejen.

Faktisk sker der så meget på maleriet, at man kan stå og betragte det den ene dag, komme tilbage den næste dag – og få øje på noget nyt

En anden ting vi skulle indvie, var Amager Cykle Ring’s nyistandsatte klublokale. Der har gennem længere tid været en drøm om en opgradering i form af lysere og mere tidssvarende lokaler.

Det må man sige, at de nu har realiseret – der er også lagt mange arbejdstimer og dage i projektet med at køre kæmpe læs på genbrugspladsen, male og gøre ved.

Resultatet er blevet virkelig flot, lyst og med el-sparende loftarmaturer og jeg er sikker på, at det vil indbyde til endnu flere klubaktiviteter.

Stort tillykke til Amager Cykle Ring med det fine vægmaleri og det nyistandsatte klublokale

Over 130 mennesker lagde vejen forbi ferniseringen – foto: Jesper Skovbølle

Kæmpe tak til Allan og Svend fra Tårnby Malerne for deres bidrag til at gøre ACR klublokaler mere farverig, sjov og spændende at træde ind lokalerne.

Tak til alle de frivillige som har brugt mange timer på at få lokalet i så fin stand, her skal især fremhæves Kenneth Dideriksen, Per Almerström og Per Waltoft.

Nogle af klubbens unge ryttere – foto: Jesper Skovbølle

Leave a Reply