Har du lyst til at køre cykelløb, så skal du begynde i licens. Vi har et stærkt sammenhold i klubben, hvor vi træner og kører løb sammen.
Start ture i 2026
Vi afholder START-TUR for alle nye medlemmer, der gerne vil køre licens – både mænd og kvinder. Disse arrangeres 1 gang om måneden i april, maj, juni og august.
På START-TUR introduceres du til vores træning regler for at køre på racercykel i gruppe:
- Kommunikation og tegngivning
- Køreformer: paradekørsel, rulleskift, ind-på-en linje
- Sikkerhed på cykel i gruppe, herunder start, stop, hjælpe hinanden
Vi kører ikke stærkt på START-TUR. Der er fokus på introduktion af ovenstående, samt at vurdere om du er klar til licenstræning og cykelløb eller først bør starte på et af vores motionshold.
Forudsætningerne for at deltage i vores START-TUR er følgende:
- Du er 18 år eller derover og overvejer/ønsker at træne samt deltage i cykelløb med Amager Cykle Ring Licens
- Du er vant til at køre på racercykel og har måske også kørt cykelløb
- Du møder op med racercykel der har normalt racerstyr (alle andre styr er ikke tilladt)
- Du kører med cykelhjelm og klik-cykelsko
- Du skal kunne køre på racercykel i 3 timer og kunne køre 50-60 km alene på 2 timer (licenstræning er ofte 3+ timer med 30+ km/t i snit)
- Du overvejer at træne med os tirsdage, torsdage og søndage (når du har tid og lyst)
- Til START-TUR (og alle andre træninger) møder du op med ekstra slange og pumpe, drikke og forplejning (banan, energibar, gels eller lign.)
START-TURE i 2026
Tirsdage: 7. april, 12. maj, 2. juni, 18. august 2026
Du skal ikke tilmelde dig, blot møde op klar til START-TUR kl. 17:00. Vi starter og slutter ved Kalvebod Fælled og kører det meste af træningen på Avedøre Holme.
Mødested:
- “Den Røde Port” (som nu er sorte stolper)/ P-plads ved Amager Naturcenter
- I krydset mellem Otto Brahes Alle og Kanalvej ved Kalvebod Fælled
- Kl 17:00, varighed: 2-2,5 time
Bemærk at ændringer/aflysninger kan forekomme (regnvej, sygdom eller andet). Check derfor denne side nogle dage for START-TUR og se om dato’en er ændret. Tilmeld dig vores facebook gruppe, hvor aflysninger/ændringer kommunikeres.
Læs mere om:
- Vores hold
- Træningstider
- Trænere og kontaktpersoner
- Meld dig ind i Amager Cykle Ring
- Amager Cykle Ring
Det er muligt at prøvetræne et antal gange, inden du beslutter dig for medlemskab.
Trænerteam: Joacim Madsen & Troels Kjær-Madsen
Ved spørgsmål kontakt Joacim på Joacim94(snabel-a)gmail.com eller Rikke på rikkeoytan(snabel-a)gmail.com – OBS! (snabel-a) udskiftes med @.
Hvorfor blive licens-rytter i Amager Cykle Ring
Vi har spurgt to af vores nye ryttere om deres oplevelser og erfaringer med at køre licens.
Sandra Ebbesen
Hvorfor startede du til licenstræning?
For at få noget mere afvekslende træning end til motionstræning og for at få mere specifik løbstræning inden jeg planlægger at køre licensløb næste år.
Hvordan har det været at begynde i ACR-Licens?
En rigtig god oplevelse. Jeg kendte allerede en del fra mine 4 år i ACR-motion, men generelt har folk været utrolig imødekommende og taget godt imod mig.
Hvad har været det bedste indtil nu?
En ting har selvfølgelig været god træning, men tror faktisk jeg vil sige at det har været det sociale – det at være blevet taget så godt imod.
Hvad har været svært i begyndelsen?
At tro på, at man er stærk nok og godt kan køre med, uden at blive savet midt over.
Har du et godt råd til nye ryttere?
Jeg har været glad for min opstart i motion, hvor jeg har haft mulighed for at få godt styr på teknikken, da det er rigtig vigtigt at have dette, når man kommer op og køre stærkt. Derefter er det bare med at have troen på sig selv og kaste sig ud i det.
Frederik Kirstein Pedersen
Hvorfor startede du til licenstræning?
Jeg ville gerne prøve kræfter med licenscykling, da jeg efterhånden havde leget med tanken et par år. Til forskel fra motionscykling, som jeg har dyrket på egen hånd, så vidste jeg, at jeg med licenscykling ville gå ind i et super konkurrence-minded miljø, hvor der bliver kørt race under kontrollerede forhold. Og så kan vi ikke komme udenom, at jeg er et kæmpe konkurencemenneske, der elsker at teste mig selv mod andre ligesindede.
Hvordan har det været at begynde i ACR-Licens?
Siden jeg meldte mig ind i ACR i december måned, har jeg fået en super god modtagelse i alle sammenhæng. Primo januar var det svært at gennemføre fællestræningerne udenfor pga Covid-19, men jeg syntes at der blev sammensat et super program på Zwift af trænerteamet, hvilket betød at vi alligevel kunne holde formen ved lige og styrke sammenholdet. Efterfølgende i de udendørs træninger er det bare blevet endnu bedre!
Hvad har været det bedste indtil nu?
Det bedste indtil nu for mig på træningsfronten har været de to træningslejre, som jeg har deltaget i, og hvor jeg virkelig føler at jeg har udviklet mit cykelløb og form. Jeg ved hvor meget planlægning og koordination det kræver at få gennemført sådan en træningslejr, og derfor skal der lyde en stor ros til teamet bag. Ud over det, så har det bare været utrolig fedt at køre licenscykelløb, og jeg glæder mig til mange flere oplevelser med ACR
Hvad har været svært i begyndelsen?
Man kan ikke komme udenom, at det kræver en lille tilvænningsperiode at lære at sidde rigtigt i større grupper, så det har jeg lige skulle vænne mig til, ligesom det også kræver enorm meget energi og koncentration i begyndelsen. Dette gør sig endnu mere gældende til cykelløb, hvor man virkelig kan se hvem der har erfaringen, og hvem der er de nye ryttere.
Har du et godt råd til nye ryttere?
Et godt råd til nye ryttere er: Hiv dig selv op af sofaen og kom afsted til en fællestræning, du vil helt sikkert ikke fortryde det! Jeg tror, at mange er af den opfattelse, at licenscykling er voldsomt hårdt og det næsten kan virke skræmmende at skulle deltage i en fællestræning, men sådan er virkeligheden slet slet ikke. Det er altid alle mand med ud og hjem, der bliver hygget meget mellem intervallerne og der bliver taget godt hånd om de nye ryttere. Trænerteamet sørger hele tiden for en struktureret og varieret træningsplan, som kan følges.
Du er altid velkommen til at kontakte os, hvis du har spørgsmål eller vil høre mere om licens.





