DRENGE/PIGER · MÆND/KVINDER · 9-90 ÅR · HYGGE · MOTION · KONKURRENCE · ELITE · FÆLLES TURE · KLUBAFTEN · TRÆNING · LØB I IND- & UDLAND · 1940
Home > Alle medlemmer > Træningslejr på hjemmebane

Træningslejr på hjemmebane

Udfordring: Skift træningslejr ved Spaniens solkyst ud med træning i grupper af maks. 5 i februar på Sjælland.

Skrevet af Anders Raastrup Kristensen

Cykelryttere i Amager Cykle Ring havde glædet sig til at rulle ud på de sydspanske veje, som de plejer. Men det satte coronavirussen en stopper for. Den traditionelle tur til Nerja nær Malaga i Sydspanien måtte droppes og i stedet blev træningslejren kørt herhjemmefra.

Amager Cykle Rings trænerteam med Daniel Stampe i spidsen havde planlagt en hård træningsuge.

Klubmesterskab 2020 vinder Daniel Stampe foran Jesper Allermand – foto: Jesper Skovbølle

”Det var så fedt, at vejret vendte. Vi havde jo haft bidende kulde i ugerne op til træningslejren. Der var is i dunken efter en time. Heldigvis vendte det, og vi havde sol og op til 10 varmegrader. Det gav lidt forårsfornemmelser,” fortæller cheftræner Daniel Stampe.

Alle rytterne var inddelt i grupper af fem efter niveau. Vejkaptajn fra trænerteamet, Jesper Allermand, fortæller:

”Der var god stemning hele ugen. Vi fik de nye ryttere, der er kommet til over vinteren, godt ind i klubben. Det var godt at have mange timer på cyklen, så vi kunne lære hinanden at kende. Jeg savnede bjergene sydpå, og vi havde mange flere punkteringer end vi har i Spanien. Men det var fedt at komme ud på vejen sammen igen.”

Træningslejren varede hele ugen. Der blev kørt to træningsblokke med hviledag torsdag. Vejkaptajn, Rikke Bak, fortæller:

”Det var lige så hårdt som vores træningslejr i udlandet. Vi kørte i mindre grupper. Jeg havde også nogle dage, hvor jeg kørte solo på grund af arbejde. Så man fik mere vind på snuden end man gør, når vi kører en stor gruppe sammen. Vi var alle sammen godt brugte søndag, da vi sluttede træningslejren, som en der skrev på chatten søndag aften: ’Jeg har helt døde pølser – på den gode måde’.”

Klubmesterskab 2020 – Amalie Dideriksen vinder foran Rikke Bak – foto: Jesper Skovbølle

Træningslejren fungerede så godt, at der allerede er planer om at gentage den i april. Daniel Stampe fortæller:

”Vi er i gang med at planlægge den næste træningslejr, så vi er helt klar til sæsonens første løb. Nu kan vi forhåbentlig køre en større gruppe, hvilket også giver bedre muligheder for at lave træningsløb og få kørt nogle flere skiltespurter. Det var vanskeligt at få kørt cykelløb, når vi kun var fem, men vi gjorde forsøget og det var god træning.”

Amager Cykle Ring har samlet et erfarent trænerteam med Daniel Stampe, Rikke Bak, Jesper Allermand og Troels Nielsen, der sammen står for planlægning og afvikling af licenstræning i klubben. Målet er at bygge bro mellem klubbens mange talenter i B&U-afdeling og de mange motionsryttere i klubben over til licenscykling, så flere kommer til at opleve glæden og spændingen ved at køre cykelløb. Der arbejdes med strukturerede træningsprogrammer for ryttere på forskellige niveauer, og rytterne samles til fællestræning mange gange om ugen.

Fra Klubmesterskab 2020 på Flyvestation Værløse – foto: Jesper Skovbølle

Tak til vores sponsorer: #MLVVS #HenrikWesselAS #AmagerTandlægehus #IngolfsKaffebar #AmarCykelService #XtremeTeamWear

Leave a Reply