En af mine største cykeloplevelser, Mini Paris-Roubaix 2016

Skrevet af Conrad Haugsted (Drengerytter U13)

Det er efterhånden en uges tid siden, at jeg kom hjem fra Roubaix og alle indtrykkene har fået sat sig godt fast i min hukommelse.

Fredag morgen tog vi (mine forældre og jeg) til Frankrig for at jeg kunne deltage i Mini Paris-Roubaix 2016. Jeg havde glædet mig længe til at jeg skulle køre i Frankrig og det viste sig at det skulle blive en af mine største cykeloplevelser til dato. Af flere årsager; selve løbet, hårheden og sværheden i løbet, historien omkring det, og dét at jeg kom til at køre på noget af den rute som de professionelle kører, den kendte afslutning på betoncykelbanen Stab Vélodrome, stemningen ved et stort internationalt løb og ikke mindst stoltheden over at gennemføre et så hårdt løb…

Lørdag:

Lørdag formiddag tog vi ud og kørte ruten i bil. Det tog lidt tid på trods af, at den ikke var ret lang. Vi standsede hele tiden – vi måtte hele tiden ud og se og mærke på Pavé-stykkerne. Hmm, vi skal vist ikke sige noget om brostenene i Tønder-Bov! De ligger perfekt i forhold til dem her! Jeg er ikke så sikker på, at det var helt sundt for min mor at se, hvad det var jeg skulle køre på om søndagen!

Da vi kom til Café de l’Arbre parkerede vi bilen, samlede cyklerne og så var det tid til at far og jeg skulle køre ruten på cykel, mens mor kørte bagi som følgebil. Selvom at det ikke var løbsdag, var det et stort øjeblik alligevel. Genkendelserne fra TV, forestillingerne om, at her kører profferne, og så det udfordrende og teknisk krævende underlag!

Op på cyklerne og starten er selvfølgelig på brosten – hvorfor vente med spændingen? En fantastisk tur, vi havde god mulighed for at komme igennem pavéstykkerne, der var stort set ikke andre end os. Vi tog det stille og roligt, mest for mors skyld – og også lidt for min fars skyld! Han synes vist ikke det var det sjoveste at køre på, men vi nød det alligevel. Vi kom igennem de skønneste områder, små hyggelige byer og dejlig god asfalt de steder der ikke var brosten! Mål er på Stab Vélodome ligesom den rigtige afslutning i Prais-Roubaix. Så fantastisk at se den ”Live” og tænk at kunne få lov til at køre på den! Vi sluttede selvfølgelig af med en omgang på Vélodromen – begge 2 – også FAR! Det blev så dagen, hvor far langt om længe kom op på en cykelbane!

En super dejlig dag, som kun gjorde at jeg glædede mig endnu mere til løbsdagen!

Søndag – LØBSDAG – endeligt var dagen kommet!:

Vejret var lidt lumsk om morgenen og vejrudsigten så ikke for godt ud op af dagen, hvor vi skulle køre. Usikkerheden for hvordan det så ud når jeg skulle køre oversteg glæden som jeg havde haft så længe. Vi havde på forhånd aftalt, at hvis det var for risikabelt at køre i, så stillede jeg ikke til start. Nå, men vi forberedte os som om at jeg skulle køre og som tiden gik, blev vejret mere og mere flot. Sol, lidt vind, men helt tørt! WUHU – jeg skulle køre, og sommerfuglene vendte tilbage i maven!

Facts om løbet (i 2016):

Deltagere til start: 205 startende ryttere i min klasse (svarer til en dansk U13 klasse)
Nationer i min klasse: Frankrig, Belgien, Litauen, Holland, Estland, England, Danmark (jeg var eneste dansker rytter i løbet)
Længde på rute: ”Kun” 15 km
Pavés: 5 km med brosten
Start: fra den berømte Café de l’Arbre
Mål: Stab Vélodrome

Starten blev lidt kaotisk med så mange startende ryttere. Vi blev flyttet rundt fordi starten pludseligt blev flyttet, og løbet blev forsinket. Langt om længe gik starten og det første styrt kom allerede inden løbet var givet frit. Jeg blev fanget bag et styrt lige efter masterstarten, men kom udenom og jeg kørte mit hårdeste løb nogen sinde. Det blev kørt som en enkeltstart, men blot hvor man kunne se sine konkurrenter. Det handlede ikke så meget om samarbejde, men bare at komme forbi de andre, undgå styrt og bare træde alt hvad jeg kunne. Det eneste jeg havde i hovedet var at jeg ikke skulle styrte og at jeg bare skulle se at komme i mål så hurtigt som muligt! Jeg skulle bare væk – udenom – udenom! Tiden fløj afsted og så kom opløbet! Jeg kunne høre min far heppe på mig lige inden vi svingede ind på Vélodromen. Jeg kørte alt hvad jeg havde lært og så var det hele overstået! MÅL!

Mor mødte mig lige efter målstregen og fortalte mig at jeg var blevet omkring nr. 20. Jeg græd nærmest af glæde, lettelse og jeg var bare så stolt over at være kommet igennem uden styrt og så, så langt fremme. Jeg troede selv at jeg var placeret omkring nr. 65-80, jeg havde ingen fornemmelse af hvor mange jeg overhalede undervejs. Jeg var jo startet ¼ nede i feltet, men alligevel havde jeg fået kæmpet mig godt op. DET VAR VILDT HÅRDT, MEN DET HELE VÆRD! Jeg glemmer det aldrig!