DRENGE/PIGER · MÆND/KVINDER · 9-90 ÅR · HYGGE · MOTION · KONKURRENCE · ELITE · FÆLLES TURE · KLUBAFTEN · TRÆNING · LØB I IND- & UDLAND · 1940
Home > Alle medlemmer > B&U i DM-medaljerus

Sidste år hentede Amager Cykle Ring hele tre danske mesterskaber og yderligere syv medaljer ved B&U DM på de krævende bakker i nærheden af Horsens – en imponerende rekord. Alligevel blev medaljerekorden slået allerede i år, da de flade markveje ved Herning gav ikke færre end seks danske mesterskaber, fem sølvmedaljer og en bronzemedalje.

Jylland klædt i orange
Hele 28 ACR-ryttere fordelt på syv klasser stillede op til årets DM, så de orange farver lyste op overalt på de solbeskinnede jyske landeveje, fra det sekund kortegen af Jan Nygaards lækre BMW’er var blevet parkeret i startområdet. Og det var en flok fokuserede ryttere, der tog fat på lørdagens enkeltstart.
Fredag havde rytterne prøvekørt ruten, der hverken bød på dramatiske stigninger eller tekniske udfordringer, og dermed var der lagt op til et DM for tempospecialisterne, da både linjeløb og enkeltstart blev afviklet på samme rute. Og selvom flere ACR-ryttere kunne have ønsket sig et mere bakket terræn, skulle det vise sig, at den hurtige rute generelt lå godt til deltagerne fra det flade Amager.

Artiklens forfattter Morten Anderson bliver interviewet, om Amager Cykle Ring's succes ved DM

Artiklens forfattter Morten Anderson bliver interviewet, om Amager Cykle Ring’s succes ved DM

LØRDAG

En sensommermorgen med guld i mund
Allerede i løbsspeakerens velkomsttale blev det iøjnefaldende opbud af Amager-ryttere nævnt og rost, og hans forudsigelser om, ”at vi nok skal få set meget mere til de orange Amager-ryttere på podiet i løbet af weekenden,” kom til at holde stik i en grad, de færreste nok havde forestillet sig. Efter de tre første klasser – U11, U11P og U13P – havde Amager ryddet bordet for danske mesterskaber, og med et mesterskab yderligere i U16P bød lørdagen altså på fire af syv mulige danske mesterskaber. En vanvittig cykeldag.

Lørdagen blev indledt med U11-klassen, hvor ACR havde tre ryttere til start. Solen stod højt fra morgenstunden, vinden var let, tre fejemaskiner havde klargjort vejene og hele området sitrede af DM-stemning. Tristan Hansen skulle af sted som blot tredje rytter med en af favoritterne til DM-titlen efter sig, men han kæmpede flot under de svære forhold, og tiden rakte til en 18.-plads. Magnus Ritz Frederiksen var næste ACR-rytter i ilden, og da han dybt koncentreret rullede ned af startrampen var det tydeligt, at målet om en placering i top fem absolut var realistisk – og det blev da netop også til en flot 5.-plads med hele ti sekunder ned til nr. 6. Tredjesidste mand i U11-klassen var Peter Kring Laursen. Kun styrt og defekter havde forhindret ham i at vinde alt i årets løb, og han levede også til fulde op til favoritværdigheden, da han tordnede ud på den 12,41 kilometer lange rute og kom i mål med 17 sekunder ned til den næsthurtigste rytter. Weekendens første ACR-guld var i hus.

pic4

Pigerne rydder bordet
To ACR-ryttere var overlegne og stod alene for spændingen i U11P-klassen – og på enkeltstarten blev vinderen fundet med mindst mulig margen. Både Nicolina Hansen og Johanne Resen havde god fart i cyklerne og fik kastet dem over stregen… i samme tid! Dommervognen måtte ned at kontrollere de helt små tal, før Nicolina til sidst kunne kåres som vinder – en tiendedel af et sekund foran Johanne.
Ingen af de fire U13-piger havde sat næsen op efter ædelt metal på enkeltstarten, men da mellemtiderne begyndte at rulle ind over højttalerne, stod det klart, at Solbjørk Minke Anderson, der var kørt ud på ruten som anden rytter, var i gang med en meget hurtig enkeltstart. Mille Bidstrup Petersen, som er førsteårs-rytter, startede desværre lige før en meget stærk Århus-pige, men formåede alligevel at køre sig ind på en flot 8.-plads, mens Liva Kornval, der havde en endnu stærkere Herning-pige med stor lokal opbakning til at puste sig i nakken, pressede cyklen ind på 7.-pladsen. Sidste ACR-rytter ude på ruten i U13P-klassen var Emma Marie Flindt Hansen, der kæmpede bravt med den tiltagende vind og sluttede som nr. 9. Og da sidste U13P-rytter krydsede stregen, stod Solbjørks tid fortsat som den hurtigste. Tredje guldmedalje af tre mulige var i hus.

pic5

U13-drenge på vej
U13-drengene havde det svært i et af de største og stærkeste felter i mange år. Kasper Olischer Langhorn var den første af samtlige 58 U13-ryttere ude på ruten, hvor solen stadig varmede, men vinden var blevet en smule friskere, hvilket ikke gjorde opgaven nemmere. Drengenes fokus var i høj grad på søndagens linjeløb, og marginalerne denne lørdag var ikke helt på deres side – eksempelvis døjede Conrad Haugsted, som var et af medaljehåbene, med feber og problemer med at få vejret. Trods modgangen kæmpede alle seks U13’ere, så det var en fornøjelse. William Bunde kørte sig ind som nr. 49, Kornelius Weischelfeldt som nr. 41 og Conrad Haugsted som nr. 40.
Enkeltstarten bød dog også på et par meget positive overraskelser, da de to førsteårs-ryttere Jakob Falk Paarup (der startede året på dispensation i U11) og Alfred Mørch Kongstad satte et par imponerende tider. Jakob kørte sig akkurat ind i den bedste halvdel af feltet, mens Alfred med en meget flot 15.-plads placerede sig højt i præmierækkerne – begge præstationer, som lover godt for næste år!

U15 med fokus på linjeløbet
I U15-klassen var det primære mål for de fire ACR-ryttere at køre sig i søndagens A-finale, hvor spurtevnerne muligvis ville kunne give gode resultater på en lige opløbsstrækning med en let stigning. Og alt gik efter planen, da Corey Niklas Mahaffey, Zacharias Ozairy og Poul Holten Andersen alle leverede solide præstationer og kørte sig i den bedste halvdel af feltet som henholdsvis nr. 33, 38 og 40.
Dagens uheldige helt blev Lukas Biil Juhl Andersen, der havde vrøvl med godkendelsen af sine gear. Et desperat kæmpende hold omkring rytterne fik skiftet kassette, men kommissærernes ur sagde, at tiden var overskredet med 30 sekunder, og Lukas måtte derfor stille til start på en lånt cykel. Trods modgang og en cykel, der ikke just passede ham, gav Lukas alt, hvad han havde – desværre måtte han se sin tid være sølle 45 sekunder fra en plads i A-feltet. Men fighterånden var til medalje!

Mere guld til U16P
Ikke færre end seks U16-piger stod klar til at forlade rampen og sætte kurs mod medaljer ved årets DM. Der er her ikke blot tale om en del af Amalie-effekten, men også om et resultat af en fantastisk trænerindsats omkring en super talentfuld gruppe.
Nadja Reichel, der sammen med Trille Reichel og Laura Auerbach-Lind er førsteårs-ryttere, satte næsten ild i klædet, da hun som første rytter i klassen kastede cyklen ud på de 16,86 kilometer. Tiden skulle vise sig at række til en fantastisk 5.-plads, og inden Trille som sidste rytter kørte over stregen i 8.-bedste tid, havde Amalie Spaabæk Schmücker smadret konkurrenterne og kørt et dansk mesterskab i hus med mere end et minut ned til nr. 2. Dermed forsvarede ACR DM-titlerne fra 2015 i både U13P og U16P.
Bjørk Jørgensen, der tager turen fra Bornholm for at bidrage til ACR-succesen, kørte ligeledes en helt fænomenal enkeltstart og var kun 4 sekunder fra at tage bronze. Laura blev nr. 12, mens den forsvarende danske mester, Tusnelda Svanholmer, blev nr. 6.

Tæt på et femte mesterskab
I U17-klassen så det store ACR-håb Mattias Skjelmose Jensen længe ud til at tage dagens femte danske mesterskab, men den næstsidste af de 105 startende ryttere, Jacob Hindsgaul fra Middelfart Cykel Club, ville det desværre anderledes og henviste Mattias til andenpladsen.
Mattias understregede med sin præstation igen, at han er et af de største talenter i øjeblikket, og det bliver spændende at følge hans udvikling. Felix Clausen viste med sin tid, der rakte til en plads som nr. 43, at han også har taget et udviklingsmæssigt kvantespring. Philip Bach gjorde ligeledes en fin figur, kom ind som nr. 82 og afsluttede en på alle måder herlig sensommerdag.

pic1

SØNDAG

Mere guldregn
I løbet af natten til søndag slog vejret om, og voldsomme tordenbyger væltede ind over landet. Der var dog en smule ophold, da de første felter blev sendt ud på linjeløbets distancer, som var længere end normalt, og som sammen med vejret var med til at gøre løbene hårdere, end ruten lagde op til. Det blev endnu en dag med forrygende cykelløb, dramatik og fight.
I U11-klassen var de tre ACR-ryttere klar fra første sekund, og de sad alle med feltet hjem til opløbsstrækningen, hvor Peter igen viste sig som den stærkeste og kunne knytte næven mod den mørke himmel som vinder af DM 2016. Ligesom Magnus havde overrasket ved at køre brølstærk på lørdagens enkeltstart, pressede Tristan sig i spurten helt ind i top fem, hvilket han som førsteårs-rytter kun havde turdet drømme om. Magnus kørte sig ind på en 13.-plads og kunne være meget tilfreds med en fornem indsats i sit første DM.
Efter den tættest mulige afgørelse i U11P på enkeltstarten havde Johanne blikket stift rettet mod guldet i linjeløbet – hun angreb fra start, kom fri og holdt hjem. Nicolina var ikke helt på toppen og kastede op undervejs, men hun formåede alligevel at smide cyklen over stregen til en sølvmedalje – og således blev sol og vind fordelt lige mellem de to talentfulde U11-piger.

Vind, vand, uheld – og sølv
Conrad måtte opgive at stille til start i U13 på grund af sygdom, og da både William og Kornelius blev ramt af defekter, nåede kun tre ACR-ryttere i mål. De tre kørte til gengæld et flot løb og sad med hovedfeltet hjem, hvor det hele blev afgjort i en massespurt. Alfred blev igen bedst placerede ACR-rytter som nr. 22, mens Jakob og Kasper blev nr. 40 og 45.
I U13P var uheldet også ude, da Emma styrtede og måtte udgå – dog uden større skrammer. En gruppe på fem ryttere rev sig løs cirka halvvejs i løbet, og ACR havde lørdagens guldvinder, Solbjørk, med i udbruddet, der holdt hjem. I spurten fik Solbjørk åbnet for tidligt og blev hentet af den stærke lokale rytter få meter fra stregen – men hun sikrede en flot sølvmedalje. Liva måtte også se sig slået af en lokal rytter i sin spurt, men kørte sig ind på en flot 7.-plads, mens Mille tog sig af 8.-pladsen.

pic6

Lyn og torden
De mørke skyer gjorde alvor af truslen, netop som Lukas satte cyklen i gang og kørte ud på B-feltets 50 kilometer. Himmel og hav stod i ét, og lynene stod som tegnet på himlen i lange sekunder, mens jorden rystede. De pænt fejede markveje blev fedtede og mudrede, og ryttere udgik i et væk. Men Lukas holdt næsen i sporet, og i en perfekt timet spurt satte han alle konkurrenterne til vægs. Han beviste dermed, at han burde have været i A-feltet, hvilket smilet bag det fine lag mudder da også afslørede. Lukas sørgede samtidig for, at ACR igen i år tog sejren i B-feltet – sidste års vinder hed nemlig Mattias Skjelmose Jensen.
Selvom det klarede en smule op, satte vejret også sit naturlige præg på A-feltet i U15-klassen, hvor ingen rigtig havde mulighed for at komme væk. Dermed endte det hele i den forventede massespurt med flere end 40 ryttere på den smalle opløbsstrækning. Igen havde ACR alle tre ryttere med i finalen, hvor Poul sad godt med fremme og kunne notere en flot 17.-plads. Corey blev nr. 24, mens Zacharias blev nr. 36. Alt i alt et meget fornuftigt DM af de fire U15-ryttere.

En dramatisk afslutning
U16-pigerne var taktisk velforberedte og klar til at udnytte de fordele, som det giver at være et egentligt hold, og det var kun tvivlsomme omstændigheder, der gjorde, at taktikken ikke kastede guld af sig.
Allerede da løbet blev givet frit, begyndte de første albuer at komme frem, hvilket kostede Nadja en tur i grøften og en time på briksen, hvor store sten blev fjernet fra de mange sår, men heldigvis var skulderen ikke brækket, som man først frygtede. Den unødvendigt ”professionelle” kørsel kulminerede i spurten, hvor ACR havde alle tilbageværende ryttere med, da Trille, som lå til at vinde, blev presset ud mod barrieren og måtte trække sig. Den unge førsteårs-rytter kørte en helt fantastisk spurt, men måtte trods protest (nedlagt tre minutter for sent) overlade guldet til den lokale favorit.
Men løbet blev en ACR-talentopvisning, der cementerede klubbens øjeblikkelige dominans i pigecyklingen: Sølv til Trille, bronze til Amalie, en 5.-plads til Bjørk og en 7-plads til Laura. Havde Nadja siddet med til mål, ville resultatet have været endnu mere imponerende. Tusnelda måtte desværre udgå.
I U17 var Mattias uheldig ikke at komme med i den syvmandsgruppe, der kom til at køre om sejren, men han kom ind med den større gruppe 30 sekunder efter og endte som nr. 19. Felix forbedrede på fornemmeste vis sin enkeltstartsplacering med et par pladser og sluttede som nr. 41, mens Philip kørte sig ind på en 7.-plads i B-feltet.

Rekorden må ikke blive en sovepude
Resultaterne taler for sig selv. Amager Cykle Ring er i øjeblikket en magtfaktor i dansk børnecykling. Torsten, Kenneth, Per og en række andre trænere har i mange år ydet en kolossal indsats for at give børnene nogle gode rammer at udvikle sig i, og den nye trænergruppe for de mindste har ligeledes haft et klart fokus på at skabe det bedst mulige sociale og sportslige fundament for gode resultater og glade ryttere.
Det er B&U-afdelingens samlede og målrettede plan med at skabe en stor og begejstret bredde, som eliten kan spire fra, der er den røde tråd og en del af forklaringen på succesen – og de kommende år skal området videreudvikles. For selvom der vil komme magre år, og selvom det bliver svært nogensinde at komme i nærheden af årets medaljehøst, må man ikke hvile på laurbærrene og undlade at arbejde for nye flotte resultater – og så kan man jo i øvrigt bevare glæden ved at cykle imens. Lige nu bør vi dog fejre et utroligt DM – det kan alle i klubben være stolte af!

1 Response

Leave a Reply