Kære alle
Først og fremmest velkommen til Amager Cykle Rings generalforsamling i vores fantastiske klublokaler her på Saltværksvej, og hvor er det dejligt at se så mange af jer, selvom vi selvfølgelig altid kunne ønske os endnu flere.
2023 afløste på fin vis 2022 sæsonen og med generalforsamlingen den 1. marts 2023 hvor der først og fremmest blev valgt nye bestyrelsesmedlemmer og en ny bestyrelse samt en ny formand efter en periode uden formand.
Og til det vil jeg sige, at jeg fortsat er rigtig glad for at stå i spidsen for en fantastisk cykelklub, som jeg og bestyrelsen vil fortsætte med at udvikle i løbet af 2024, men den del vil jeg komme tilbage til for først skal vi tale lidt om, hvad der skete i 2023.
- Endnu engang blev vores fantastiske Kalundborg-tur gennemført med stor tilslutning.
- Vi fik endnu flere ud at køre i vores nye tøj, så vi i 2023 var endnu mere synlige i det nye flotte tøj.
- Der var igen i 2023 arrangeret Børnetour i samarbejde med Tårnby Kommune og DCU – og succesen bliver endnu engang gentaget i 2024
- Igen i 2023 havde vi rigtig stor tilgang af særligt børn og unge som konsekvens af Vingegaards tour-sejr, hvilket også affødte diverse radio- og tv-optrædener fra forskellige relevante personer i klubben inkl. undertegnede
- Som vi kan se er klublokalet også fortsat under renovering – Tårnby-malerne er ved at lægge sidste hånd på væggen bag mig, der er ved at blive installeret ny belysning i loftet, vi får nyt komfur og måske også ny opvaskemaskine og emhætte i køkkenet via sponsorat og vi forsøger også at se om, det er muligt at opstøve nyt interiør til klubhuset i form af borde og stole. Der skal fra bestyrelsen lyde en stor tak til alle de frivillige, der hjælper med dette arbejde.
- Stort tak til alle frivillige i klubben, task force, B&U og alle jer andre, der hjælper til – uden jer – ingen Amager Cykle Ring
Statistik:
På en løselig optælling fordeler vores medlemstal sig på følgende (angivet af medlemmet selv):
- Børn & Unge 86
- Dame licens 8
- Dame motion 21
- Herre licens 70
- Herre Motion 134
- Støttemedlemmer 97
- 10 æresmedlemmer
Nogenlunde samme billede som sidste år, dog med en væsentlig forøgelse af B&U samt med en tilgang af 10-11 licensryttere. En lille nedgang i motion, men ellers en fornuftig bred sammensætning.
Det var lidt om de overordnede linjer for 2023, og det bringer mig videre til de enkelte afdelinger, hvor jeg vil starte med licensadelingen.
Licensafdelingen:
Casper Vildbech kom i 2023 med som ny træner sammen med Marc Stegger og Christian Tvarnø, der for 2024 desværre ikke længere er træner, men stor tak for Christians indsats.
Baggrunden for at samle et større trænerteam var i et forsøg på at skabe et solidt fundament for klubben og for at kunne samle en større kritisk masse ved at samle motion1 og licens til én samlet træningsgruppe. På den ene side fik motion 1 mere kamp til deres hår sammen med licens og på samme måde kom der flere til licenstræningerne, der alt andet lige styrkede træningeren for licensrytterne.
Det var dog ikke uproblematisk at samle de to grupper, da forskellige kulturer og træningsmetoder skulle finde hinanden. Der blev dog i løbet af foråret fundet et godt leje for, hvordan træningerne skulle forløbe, så træningerne fungerede så optimalt for alle som muligt. Det medførte også et stabilt højt antal deltagere til de ugentlige træninger.
Som noget nyt og for tilbyde licensrytterne et mere professionelt input blev der indkøbt et forløb med 10 træninger og 3 oplæg fra Palmares og Magnus Bak Klaris, der medvirkede til, at fællestræningerne de pågældende 10 gange havde enorm opbakning med mere end 50 deltagende den ene gang.
I 2024 fortsætter licensafdelingen med samme model for at få en variation og værdi i træningerne, så det høje niveau kan holdes.
Casper og Marc fortsætter som trænere i 2024 og tak for det. Der arbejdes også på at få tilknyttet yderligere trænere for at give de bedste forhold som muligt.
Resultatmæssigt bød 2023 også på et rigtig godt år:
- Hele 51 ryttere stillede til start i licensløb i Amagertrøjen
- 13 sejre og 43 podieplaceringer på tværs af klasserne
- 4 ryttere rykkede fra B til A, hvilket naturligt medfører overvejelser om, hvordan de ryttere kan fastholdes, hvis ikke der er plads på Team Co:Play til dem
- I sommercuppen var der 9 samlet og en samlet sejr i gruppe 2B
Fra licens var der generelt tale om et rigtig godt år, men hvor der stadig er plads til forbedring.
Der er ønske om en større tilslutning til træningerne fra A-teamet, da det vil have en positiv indvirkning, og det er derfor positivt, at de deltager i Kalundborg-træningslejren.
Grundet den store tilgang er der også øget behov for at alle integreres også ud fra et socialt aspekt, hvilken kan være svært, men et område der er fokus på.
Det er dog ærgerligt, at klubben ikke kan mønstre nok flagposter til den sommercup, vi selv er medarrangør af.
Sammenholdet i licens bliver dog hele tiden stærkere, men der er generelt et ønske om, at afdelingen skal blive bedre til at føle ansvar over for hinanden og som klub.
Tingene går derfor for licens ubetinget i den rigtige retning med alle de nævnte tiltag og resultater in mente, men der er altid plads til forbedring, hvilket der i høj grad arbejdes videre med og 2024 bliver derfor med garanti endnu bedre end et godt 2023.
Motionsafdelingen:
Som altid er der godt liv i motionsafdelingen, og som tidligere år, har der været stor tilslutning til de traditionelle arrangementer som nytårstaffel, et stort fremmøde i Kalundborg, tur til Malloca og Søderåsen, sommerfest i klubben og i klubbens rytterfest.
Derudover har der i motionsafdelingen været god tilslutning til gravelsporten, der har medført, at der er flere aktive hold på forskellige niveauer hos motionsafdelingen.
Der er generelt tale om en motionsafdeling, der favner rigtig bredt lige fra ikke øvede til niveauet lige omkring licens, hvilket også ses ved den sammenlægning af træning mellem licens og motion 1 som nævnt lidt tidligere i min beretning.
Det er rigtig stærkt at se, hvordan klubbens afdelinger på tværs af hinanden kan finde et samarbejde, der bidrager til begge afdelinger. Det kan jeg kun opfordre til.
Børn & Unge:
Også i B&U har der været tale om endnu et rigtig godt år, endnu engang godt hjulpet på vej af gode frivillige kræfter og nok også Vingegaard, Mads P og de andre stjerner, der virkelig har givet luft under vingerne til interessen for cykelsport og B&U især.
Det har også igen i 2023 betydet udvidelse af begynderholdet, hvor der har stået hele 53 børn klar til en tur på Gocart banen.
Det har året igennem også været stor tilslutning til alle de årlige klub arrangementer.
Der har blandt andet været afholdt fastelavn.
Vi havde den største børnegruppe med på Distriktlejr i Næstved.
Vi har igen indtaget kakao-bakken i Kalundborg og Tour de Himmelfart fik sig et drys Orange farve på podierne.
Herhjemme på “øen” skulle Young Riders Cup afholdes på Gocart banen som i øvrigt blev en stor succes.
B&U viste sig også rigtig flot frem på både DR og TV2 da de besøgte vores klubhus i forbindelse med Tour de France afslutningen. En masse kommende stjerner satte sommerferien på pause og stillede op og viste hvorfor Amager er Danmarks bedste børneklub.
Vi viste også de orange farver frem til kultur arrangementet “Stjerner i natten” i samarbejde med Tårnby kommune og Naturcenter Amager.
Vores årlige klubmesterskab skulle igen afholdes på Avedøre Holme. Dog uden kage i 2023 – dét laver vi helt sikker om på i år.
Vi fik i samarbejde med mange andre b&u afdelinger lov til at køre sidste etapes opløbsstrækning ved POSTNORD Danmark rundt og vi har afholdt BørneTour i samarbejde med mange lokale skoler, kommunen og DCU.
Vi tog til silkeborg hvor DM skulle afholdes. Her dryssede vi igen orange farve på podierne med hele 3 flotte medaljer.
Tønder/Sønderborg var som altid årets sidste klubtur, men vi sluttede jo først rigtig året af da vi afholdte vores jule/banko/rytterfest med hele 41 børn i klubhuset.
Og med det vil jeg så lige knytte et par bemærkninger til klubbens teams, der i 2023 bestod både af et A-hold, et juniorhold og et damehold.
Team Co:Play Giant:
I løbet af 2023 havde teamet 12 A-ryttere på holdet og optog desuden 3 ryttere fra klubbens juniorhold efterhånden som de kvalificerede sig til A-niveauet. Det var en stærk trup med en blanding af erfarne og helt unge A-ryttere.
Rasmus Quaade fungerede som daglig sportsdirektør og førte os til 7 sejre på A-niveau. Vi prioriterede udenlandske etapeløb for at give vores unge ryttere så meget international erfaring som muligt, hvilket resulterede i deltagelse i 4 etapeløb i Østeuropa.
3 ryttere skiftede til continental cykling i 2024, herunder Jasper, som kører i Italien i denne sæson. Vi har været nødt til at reducere truppen til 12 ryttere for at kunne håndtere det økonomisk og logistisk.
Vores målsætninger for 2024 er de samme som året før.
U19 Team, Team Bach Advokater- CEC Junior:
Hele 16 sejre blev det til, hvilket er rekord for holdet, i de 11 år teamet har eksisteret. Iblandt sejrene er bl.a. én UCI etapesejr, én UCI samlet pointtrøje, det svenske mesterskab, samlet sejr og 3 etaper i U6 Cycle Tour i Tidaholm, én afdeling af DCU´s Uno X cup og Sjællandsmesterskabet.
I alt vandt 5 af teamets 9 ryttere et cykelløb i sæsonen 2023. Det er holdet meget stolte af, da det understreger vores værdier om fællesskab, sammenhold og talentudvikling.
De mange flotte resultater er opnået på 7 udlandsture(løb) og ca. 35 danske løb, hvoraf 3 af dem har været etapeløb og 4 cups.
Holdet har desuden stillet med ryttere til b.la det traditionsrige 3-dages løb i Ballerup samt div. Cross løb i vinter månederne.
De mange ture har også givet mange store oplevelser, men også skuffelser, skænderier, sjov og spas og men vi håber at alle drenge, uagtet hvad cykelkarrieren kommer til at byde på, husker tilbage på deres tid på Team Bach Advokater – CEC Junior med glæde og som en sjov og lærerig tid, der giver noget med videre.
Holdet ser nu frem mod 2024 når et helt nyt kuld mødes, her byder vi 7 nye ryttere velkommen (2 er med fra 2023) til årets første samlinger frem mod 2024 sæsonen. Så begynder karrusellen stille og roligt at køre rundt igen.
Dame A-team:
Dameteamet havde i 2023 en rigtig god første sæson. Holdet kom hurtigt hinanden ved på samlinger.
Der var tale om et hold med både erfarne og helt nye ryttere, der skulle lære at køre cykelløb, og også cykelløb som hold.
Det blev til flere podieplaceringer i den danske A-klasse, og en top 10 til DM i linjeløb.
Derudover havde holdet en hel uforglemmelig oplevelse i Berlin, hvor det blev til en UCI-sejr til Caroline, ligesom holdet fik en top 15 placering ud af 130 kvinder, heriblandt pro og conti hold.
I 2024 rykker tre af pigerne videre til ABCs team, som Amager i 2024 vil støtte økonomisk.
Vi har i klubben derfor fokus på, hvordan vi kan fastholde de resterende piger, og give dem den rigtige opbakning i klubben.
Økonomi:
Klubbens økonomi har i 2023 taget sig bedre ud end budgetteret, og klubben ender derfor med et lille overskud, men det kommer vi mere ind på, når vi kommer til regnskabet.
Derudover har vi brugt meget tid på at indkøre al økonomi i det økonomisystem, der hænger sammen med vores medlemsportal, hvilket har givet vores kasserer sved på panden, men et arbejde, der nu er færdiggjort, så tak til Henrik for det store arbejde, der desværre ikke kunne være her i dag.
Og så lidt om fremtiden i ACR, de udfordringer vi står med og de visioner vi har
Helt overordnet set må jeg sige, at det er en stor fornøjelse at være forhånd for Amager Cykle Ring, hvor jeg selv har trådt mange kilometer på cyklen i det orange tøj i flere forskellige udgaver.
For mig at se, er Amager Cykle Ring en klub, der udmærker sig og adskiller sig ved, at vi både har elite, motion og B&U samlet et sted.
Men for mig at se, er det også rigtig vigtigt, at der er fællesskab, synergi, respekt, tillid og ydmyghed afdelingerne imellem.
Det er vigtigt, at vi er bevidste om, at Amager Cykle Ring er noget vi alle sammen er sammen om.
I en tid hvor frivilligheden er dalende, og fællesskaber i høj grad skabes af tøjbrands og ikke frivillige foreninger, er det vigtigt, at vi i Amager dels fastholder fællesskabet, men også tænker ind i, hvordan vi kan bidrage til fællesskabet – for uden fællesskab intet Amager Cykle Ring.
Jeg synes derfor det er vigtigt, at alle afdelinger herunder teams deltager i de fælles arrangementer, der er i klubben, hvad enten det er Kalundborg-turen eller rytterfesten. På den måde lærer de forskellige afdelinger hinanden at kende, og når man kender hinanden, kan man også nemmere hjælpe hinanden. Så en stor opfordring herfra til at give lidt mere tilbage til fællesskabet, så vi alle kan få meget mere ud af det.
En opgave som det også er bestyrelsens at løfte.
Jeg har derfor et ønske om, at bestyrelsen i det omfang det er muligt, er mere synlig i 2024, ligesom jeg selv vil forsøge at ”besøge” de forskellige afdelinger for på den måde at kunne samle klubben ud fra de enkeltes afdelingers ønsker og input.
Derudover står vi også i en situation som klub, hvor det er svært at skaffe sponsorer, hvilket også er et arbejde, der ligger mig meget på sinde. Formatet til sponsordelen er stadig under udarbejdelse, da vi heller ikke vil tvinge nyt tøj nedover hovedet på folk lige foreløbig.
Til slut vil jeg også gerne bemærke, at vi i bestyrelsen er af den opfattelse, at det for at være en attraktiv klub, hvor det er muligt at fastholde særligt børn og unge også er nødvendigt at kunne tilbyde de børn og unge den rette træning, men også drømmen om at komme på et team. Vi vil derfor i 2024 have stor fokus fastholdelse i B&U.
Som en del af det ser vi også vores forskellige teams som nødvendige for klubbens talentfastholdelse så vi en dag kan få en ny Amalie eller en ny Skjelmose. Det er dog vigtigt for os, at de teams også er en del af fællesskabet og klubben, hvilket der efter aftale med teamlederne også er fokus på vores teams, herunder også hvordan vi griber de ryttere, der ikke måtte komme på et team.
Så med det sagt ser jeg og bestyrelsen frem til et rigtig godt 2024 som jeg ikke andet end kan glæde mig til at komme godt i gang med sammen med jer alle sammen!
Pingback : Referat fra klubbens generalforsamling – Amager Cykle Ring