DRENGE/PIGER · MÆND/KVINDER · 9-90 ÅR · HYGGE · MOTION · KONKURRENCE · ELITE · FÆLLES TURE · KLUBAFTEN · TRÆNING · LØB I IND- & UDLAND · 1940
Home > Alle medlemmer > Referat fra generalforsamlingen 17. februar 2015

Referat fra generalforsamlingen 17. februar 2015

image

ACR generalforsamling 17. februar 2015 – referat

1. Valg af dirigent
2. Formandens fremlagde sin beretning. Læs den her.Formandindens beretning 2015

Beretningen blev enstemmigt vedtaget. Der var spørgsmål til, om der bliver lavet et jubilæumsskrift. Formanden svarede, at det måske kommer i løbet af året – men bestyrelsens fokus er på festivitassen den 22. marts. Der var spørgsmål til begrundelsen for udskiftning i bestyrelsen, og formanden sagde, at der var naturlige personlige årsager. Der var ros til den fremdrift for foreningen, som det er lykkedes at skabe – både på medlems- og resultatsiden.

3. Kassereren fremlagde regnskabet til godkendelse. Læs det samlede regnskab her.2014, Regnskab, PDF Nettoresultat på 65.000 kr plus i 2014. Aktiver i alt 552.000 kr. Egenkapital 413.000 kr.

Spørgsmål til regnskabet: Administrationsomkostningerne er faldet – hvorfor? Formanden svarede, at det skyldes, at administrative systemer er forbedret. Skal der afskrives noget for resten af det gamle tøj? Ja, der bliver nok en afskrivning på 30.000 ca. på tøj med gamle sponsorer, svarede kassereren. Skal klubfesten ikke løbe rundt i sig selv? Formanden og næstformanden svarede, at underskuddet gerne skal nedbringes, men at det også skyldes, at der er store udgifter til pokaler og medaljer og indgravering. Der var spørgsmål om juniorteamets økonomi og opdeling på sponsorudgifter henover årskiftet. Næstformanden redegjorde for, hvordan der var disponeret, og hvorfor regnskabet ser ud, som det gør – herunder at det blev besluttet at forhøje tilskuddet til juniorteamet med 20.000 kr. Et klubmedlem synes, at det var forkert, at der ikke specifikt gøres opmærksom på dette i regnskabet.

Regnskabet blev enstemmigt godkendt.

4. Kassereren fremlagde budgettet for 2015. Udgifter for i alt 737.000 kr. Der forventes et mindre underskud på ca. 6.500 kr. Der var spørgsmål om, hvorfor der er mindre udgifter til juniorteamet. Næstformanden svarede, at det var på grund af samarbejdet om teamet med Lyngby, der bidrager med lige så meget som ACR, og der er samtidig skaffet flere sponsorer. Der var også spørgsmål til, hvorvidt der er indregnet en afskrivning på 30.000 kr. for gammelt tøj med gamle sponsorer. Kassereren svarede nej med henvisning til, at vi slet ikke kender resultatet endnu og derfor ikke har indregnet det. Tilsvarende er der afsat 20.000 kr. til syn af ACR-bilen, men bilen ER netop gået gennem syn, så her har ACR en mindre udgift. Tre medlemmer undlod at stemme med henvisning til, at budgettet ikke var blevet delt ud.

5. Fastlæggelse af kontingent. Bestyrelsen foreslog, at kontingentet fastholdes uændret. Det blev enstemmigt vedtaget.

6. Indkommende forslag. Bestyrelsen foreslog en vedtægtsændring, der fastlægger, at alle aktive ryttere altid skal bruge det nye DCU-godkendte klubtøj både i DCU-løb og i de interne løb i klubben. Det er vigtigt for vores nye sponsorer, og vi skal hjælpe hinanden med at huske hinanden på det. Et medlem mente ikke, at klubben skal bestemme, hvilke bukser, man kører i. Næstformanden understregede, at det nye tøj er super høj kvalitet. Formanden sagde, at medlemmet evt kunne sende en dispensationsansøgning, og så ville bestyrelsen tage stilling til det – men opfordrede også til at prøve det nye tøj først. Tøjet er blevet testet grundigt og har fået de bedste anmeldelser. Forslaget blev enstemmigt vedtaget. Det eksakte forslag til ny vedtægt, der blev besluttet, lyder:

”Stk. 4A Alle aktive medlemmer (licens, motion, børn & unge) som deltager i cykelløb (under DCU og diverse Cup løb) skal ved deltagelse i cykelløb være iført, den af Danmarks Cykle Union godkendte klubtrikot og cykelbukser. Det gælder ligeledes ved klubbens egne løb som: Indledningsløbet, klubmesterskaberne og afslutningsløbet.
Stk. 4B. Hvis klubben ikke kan tilbyde cykel bukser til piger og kvinder godkendt af DCU, skal der gøres brug af sorte bukser uden nogen form for reklamer, dette gælder løb jvf. stk. 4A.”

7. Formandsvalg: Lone Billehøj blev genvalgt med stor applaus.

8. Nye bestyrelsesmedlemmer: Bestyrelsen foreslår Tim Stockholm og Theis Passer. Michael Vandborg ønskede også valg, og forsamlingen klappede og valgte alle tre for de kommende to år. Michael Vandborg er valgt som suppleant og deltager i bestyrelsesmøderne. Desuden fortsætter næstformand Torsten Bak, Kasserer Charlotte Ingeman og sekretær Flemming Andersen i bestyrelsen.

9. Revisorer: Hans Erik Rasmussen og Preben B. Olsen blev genvalgt

10. Eventuelt:

Luffe spurgte, om der måske skal vælges en fast stab til et festudvalg.

Der var også spørgsmål til, hvad der er sket med hjemmesiden? Formanden orienterede om, at den gamle side krævede en masse ekstra arbejde, som ved en opdatering, vi ikke har bedt om, er blevet ubrugelig. På denne baggrund er valgt en ny platform, og klubbens webmaster Jesper har gjort et kæmpe stort stykke arbejde med hurtigt at få en ny side op i et bedre system.

Enkelte medlemmer var skuffet over fremmødet til generalforsamlingen på godt 30 personer.

11. Dirigenten lukkede generalforsamlingen 20.15 og takkede for god ro og orden.

Leave a Reply