DRENGE/PIGER · MÆND/KVINDER · 9-90 ÅR · HYGGE · MOTION · KONKURRENCE · ELITE · FÆLLES TURE · KLUBAFTEN · TRÆNING · LØB I IND- & UDLAND · 1940
Home > Alle medlemmer > Orange medaljeregn over flot B&U DM

Orange medaljeregn over flot B&U DM

Med hele fem mesterskabstitler og ikke færre end otte podieplaceringer i alt satte Amager Cykle Ring et solidt aftryk på weekendens DM for B&U-klasserne – men det største resultat var som altid at se de orange ACR-trikoter lyse talstærkt op i felterne, flotte indsatser af alle ryttere og ikke mindst det store bidrag til det gode humør ved et flot arrangement.

Sydkysten Cycling var værter for årets B&U DM, og selvom klubben slet ikke har en børneafdeling i øjeblikket, havde de skabt nogle af de flotteste rammer om mesterskaberne i mange år – med rød løber, tribune og fest på torvet i Store Heddinge! De mange ACR-ryttere var med til at gøre weekenden endnu festligere, og der var orange skuldre i 7 af 8 felter både lørdag og søndag – det er for alvor blevet en stolt klubtradition at være så talstærkt repræsenteret til DM!

Enkeltstart i efterårsvejr

Lørdagen bød på enkeltstart i meget ustadigt vejr, hvor voldsomme regnbyger kom og gik med kraftige vindstød. Det vanskelige efterårsvejr syntes dog ikke at påvirke Valdemar Wagner, der sikrede sig weekendens første DM-titel hos U11-drengene, mens Gustav Nordby leverede en flot fighterindsats og kom i mål som nr. 12.

Valdemar Wagner dobbelt Dansk Mester i U11 drenge – foto: Per Almerström

Trods modgang og svære forhold med våde veje og glatte brosten kæmpede Stine Waltoft også hele vejen til mål i U13P og blev nr. 8, og hos U13-drengene var Alexander Louis Svenningsen sølle tre sekunder fra den øverste podieplads efter en meget stærk enkeltstart – og DM-sølvet var fuldt fortjent. 

ACR havde seks ryttere til start i det store U15-drengefelt, og selvom kampen mod uret ikke umiddelbart var favoritdisciplinen, blev der kæmpet med modvind og defekter. Magnus Ritz Frederiksen blev nr. 12, Oscar Juul Brinch nr. 27, Alexander Kamstrup Røssel nr. 39, William Nordby Hallasmøller nr. 42, William Jessen Møller nr. 46, mens Peter Bheki Kring Laursen måtte udgå med defekt. Hos U15-pigerne fulgte Anna Hansen op på sine flotte resultater ved Randers Bike Week og kørte sig ind på en fornem 5.-plads.

Hovedsponsor for Amager Cykle Ring #MLVVS

De fire U17-drenge havde også en hård dag på kontoret, og Malthe Østergaard Bergenholz måtte endda en tur i asfalten, men valgte alligevel at hoppe i sadlen igen og afslutte løbet. Magnus Bachke Knudsen blev nr. 39, Laurids Flinker Blæsbjerg nr. 42 og Jakob Falk Paarup nr. 52. Hos U17-pigerne hentede Solbjørk Minke Anderson lørdagens tredje medalje, da hun vandt bronze.

DM bronze til Magnus Ritz Frederiksen – foto: Per Almerström
Fra voldsom vind til hæsblæsende fart

Søndagens linjeløb blev en tempofyldt affære. Lørdagens ustadige vejr var afløst af pæn sol og jævn vind, men rytterne valgte at gøre løbene hårde alligevel ved at skrue gevaldigt op for farten på den 8,5 km lange rundstrækning.

Hos U11-drengene var Valdemar Wagner igen i hopla og slap væk i en tremandsgruppe, hvor han endte med at spurtbesejre sine følgesvende og dermed blive dobbelt dansk mester. Gustav Nordby Hallasmøller kørte ligeledes et godt løb, vandt sin spurt i en firemandsgruppe og sikrede en flot 10.-plads.

I U13 var Alexander Louis Svenningsen opsat på at veksle lørdagens sølv til guld. Løbet blev en taktisk omgang, hvor alle udbrudsforsøg blev lukket ned, og derfor var det et samlet felt, der kom ind på den festlige opløbsstrækning – og i spurten viste Alexander sig som den klart stærkeste og kunne fortjent tage imod blomster, grøntsager, pokal og medalje og titlen som dansk mester i U13.  

DM Guld til Alexander Louis Svenningsen U13 – foto: Per Almerström

Den præstation ville Anna Hansen ikke stå tilbage for i U15-pigerne løb. Og selvom hun godt kunne have tænkt sig lidt flere højdemeter, tog den lille, stærke ACR-pige kampen op mod de væsentligt større konkurrenter i massespurten – og mod mange odds var Anna hurtigst på stregen og blev en meget flot dansk mester. U15-drengenes løb blev indledt som lyn og torden med omgange på over 40 km/t i snit, og her formåede Magnus Ritz Frederiksen trods en dårlig optakt med sløjhed og manglende træning at bide sig fast – endnu mere imponerende var det, at han havde kræfter til at køre en stærk spurt, der sendte ham på podiet med en bronzemedalje om halsen. Alexander Kamstrup Røssel og Oscar Juul Brinch kom godt ind med en større gruppe lidt efter frontgruppen som hhv. nr. 32 og 35, mens William Jessen Møller kæmpede bravt og blev nr. 42. William Nordby Hallasmøller måtte desværre udgå med defekt.

DM Guld til Anna Hansen U15 pige – foto: Per Almerström

Linjeløbet blev desværre også en kort fornøjelse for Jakob Falk Paarup og Malthe Østergaard Bergenholz, der begge måtte udgå med defekt hos U17-drengene efter hhv. blot en og to omgange af løbet, hvor de ellers begge sad godt med i feltet, men Laurids Flinker Blæsbjerg, der ligeledes havde været ude med ikke-coronarelateret sygdom ugen før DM, kørte et virkelig flot løb og sad ind med hovedfeltet, der tidligt havde måtte lade en brølstærk udbrydergruppe slippe væk, og endte som nr. 26. Hos U17-pigerne var Solbjørk Minke Anderson i en direkte duel om DM-titlen – i den dyst var ACR-pigen hurtigst i spurten, og hun lukkede og slukkede en forrygende weekend med ACR’s fjerde B&U-danmarksmesterskab og den syvende DM-medalje.

Dansk Mester U17 pige – Solbjørk Minke Anderson, fører feltet an. – foto: Per Almerström

Stort tak til Sydkysten Cycling, Store Heddinge, Stevns Kommune, Distrikt Sjællands og alle de frivillige for et helt fantastisk arrangement!

STOR Tak til sponsorer, de frivillige trænere og forældre – I gør det muligt at vi kan deltage og lave så gode resultater.

Indlæg fra B&U udvalget med flere og fotos fra Per Almerström

Solbjørk på podiet – mobilfoto

#MLVVS #HWESSELAS #VIELSKERCYKELSPORT #AMAGERCR

Leave a Reply