DRENGE/PIGER · MÆND/KVINDER · 9-90 ÅR · HYGGE · MOTION · KONKURRENCE · ELITE · FÆLLES TURE · KLUBAFTEN · TRÆNING · LØB I IND- & UDLAND · 1940
Home > Alle medlemmer > Ny kvindesatsning ACR Women Elite

Ny kvindesatsning ACR Women Elite

Amager har en lang og stolt tradition for at skabe dygtige kvindelige cykelryttere, hvilket kulminerede med Amalie Dideriksens VM-guld – og nu har den lokale klub skabt et nyt kvindehold, der skal køre på højeste niveau herhjemme.

I 2023-sæsonen sender Amager Cykle Ring (ACR) et splinternyt kvindeeliteteam på landevejen, og det bliver det største kvindeteam, målt på antal ryttere, i klubbens historie med ikke færre end ni alsidige ryttere. Både alder og erfaring spænder bredt, men engagementet og motivationen er tårnhøj hos alle.

Rikke Bak Oytan (tidligere Dalgaard, red.) er tidligere eliterytter for ACR, men denne sæson står på barsel og derfor er hendes rolle på holdet en blanding af team manager, sportsdirektør og mentor, som kan dele ud af sine erfaringer.

foto: Jesper Skovbølle

”Vi har både danske og internationale ryttere på holdet. Og udover landevej kører flere af rytterne også MTB (Mountainbike), cross, gravel eller Zwift (e-cykling). Ved sidstnævnte er rytterne stærkt repræsenteret på P.O. Auto teamet, som også har valgt at hjælpe landevejsholdet økonomisk denne sæson. Fordelen ved de mange discipliner blandt rytterne er, at holdet er repræsenteret både sommer og vinter, og så giver det flere tekniske fordele i feltet,” udtaler Rikke Bak Oytan og fortsætter:

Rekord mange kvinder i ACR
”Det bliver første sæson med så mange kvindelige ryttere i ACR og der er også nogle helt grønne ryttere iblandt. Derfor handler det om at få et rigtig godt socialt sammenhold inden sæsonstart og de har bl.a. været på træningsweekend i sommerhus, har ugentlige træningssamlinger og skal på træningslejr i Spanien.”

Rytterne er selv med
Rytterne selv, har en stor andel i at få holdet til at fungere. Det betyder, at de selv står for sociale medier, selv skal skaffe sponsorer og selv planlægger sæsonen.

”Vi har rigtig mange gode kompetencer blandt rytterne som tilsammen giver god grobund for et hold, der måske allerede næste år kan få et mere professionelt set-up. Af kompetencer kan nævnes en aero-/udstyrsekspert som ved alt om at spare watt (kræfter), en biomedicinstuderende med viden om kroppens behov for energiindtag fra Noutron, som har valgt at støtte teamet med deres energiprodukter samt grafiske designere, der gør det sjovt at følge teamet online,” siger Rikke Bak Oytan og tilføjer:

”Det kunne være rigtig fedt at finde et eller flere partnerskaber, der hvis ikke i år, så næste år vil være med på rejsen og muliggøre f.eks. udlands ture til større cykelløb, hvor rytterne kan få mere erfaring i store felter og højere fart. Mange af rytterne har ambitioner og dem vil moderklubben ACR gerne bakke op om, men det kræver investeringer udefra for at det kan lade sig gøre.”

Hold øje med de orange og blå kvinder fra ACR – Foto: Jesper Skovbølle

Alsidigt hold
”Selvfølgelig er det det sportslige, der er vigtigst og der har holdet både sprintere, bjergryttere og Tempo-specialister samt flere dygtigt tekniske ryttere. Vi ser frem til at prøve de forskellige ryttere af i cykelløb. Kan vi få et sprintertog til at lykkes? Kan vores bjergryttere følge med på de stejle stigninger? Og kan vores tempospecialister køre et soloudbrud hjem? Det er nogle af de spørgsmål, vi glæder os til at få besvaret, når sæsonen starter og allerede Skærtorsdag den 6. april kan vi vise teamet frem på hjemmebane. Der er det er nemlig Amager Cykle Ring, der arrangerer fladbaneræs,” smiler Rikke Bak Oytan.

”Selvom vi satser på resultater, så er formålet med teamet først og fremmest at lære at køre som et hold. Den hjemlige cykelscene har de sidste par år været præget af dominans fra det største og meget stærke dameeliteteam med rødder i ABC-klubben, så det er også håbet, at vi i år kan skabe mere konkurrence med flere stærke ryttere i feltet,” siger Rikke Bak Oytan og afslutter:

“Derudover vil vi gerne vise, at det er sjovt at være en del af en klub/et hold og at alle kan være med til klubtræning og til at køre cykelløb, uanset niveau og erfaring.”

Holdet består af:

  • Caroline Kirk (DEN)
  • Rosa Klöser (GER)
  • Kirstine Frida Rysbjerg (DEN)
  • Kathrine Madsen (DEN)
  • Julie Abrahamsen (DEN)
  • Mie Nordlund Pedersen (DEN)
  • Anna Serop (DEN)
  • Julie Enevoldsen Krogh (DEN)
  • Melanie Brunhofer (AUT)

Leave a Reply