Vi kan stadig ikke få hænderne ned. Vi fejrer fortsat vores vilde weekend med crossløb den 18. og 19. december på Bøjlevej.
Amager Cykle Ring har i samarbejde med Tårnby Kommune etableret en cross-bane, som kan bruges i vinterhalvåret. Weekenden lige før, holdt cross landsholdet samling og træning på banen og der var stor tilfredshed med banen.
Denne weekend har den været i brug til afdeling 8 og 9 af denne vinters gennemgående Cross Cup. Der blev kørt for alle klasser og motion både lørdag og søndag, forstået på den måde, at søndag var det samme rute, bare den modsatte vej rundt (ruten er 2,4 km rundt, med ca. 60 højdemeter).
I dame elite, lørdag, vandt Sara Kallestrup, MTB Randers foran vores tidligere medlem i ACR svenske Anna Eriksmo og Olympia Norrid-Mortensen, Holte MTB på 3. pladsen. Søndag skruede Olympia bissen på og vandt foran Sara Kallestrup. Sara er “kun” U17 pige og Olympia U19 pige. Anna Eriksmo, blev nr. 3 søndag og dermed bedst placeret Dame A rytter begge dage. Anna er blevet nr. 3 ved de svenske mesterskaber, både i år og sidste år.
I herre elite var Gustav Frederik Dahl, Team Give Elementer suveræn, begge dage og vandt i flot stil. Begge dage med Karl-Erik Rosendahl, Cykling Odense på andenpladsen. Lørdag sneg svenske Christoffer Wahl, CK Ringen – sig ind på 3. pladsen og søndag var det Bjørn Borreby Andreassen, Cykling Odense – der tog sig af 3. pladsen. Den største dramatik var i starten søndag, hvor det lykkedes Odenserytterne at lukke Gustav Frederik Dahl, ved indkørslen til første bakke, men det fik han hurtigt hentet og gik forbi, uden at hilse.
Hvordan gik det Amagerrytterne?
Begge dage blev Jakob Falk Paarup, bedste U19 rytter og endte begge dage, som første rytter, udenfor præmierækken i elite-feltet, henholdsvis som nr. 9 lørdag og nr. 7 søndag. Alfred Mørch Kongstad deltog også i elitefeltet og blev nr. 11 begge dage. Carlo Daugaard Christiansen vandt U11 begge dage, Valdemar Wagner blev nr. 4 i U13 klassen, begge dage – Gustav Nordby Hallasmøller blev nr. 9 lørdag og fejrede sin fødselsdag søndag, med en 6. plads. Alexander Svenningsen blev nr. 6 lørdag og nr. 5 søndag i U15. I motion deltog Rasmus Holm-Tvarnø begge dage og blev nr. 8 lørdag og 12 søndag.
Matti Breschel
Søndag deltog den tidligere VM sølvvinder på landevej og nuværende sportsdirektør hos Team EF Education, Matti Breschel i motionsklassen og klarede en 4. plads hjem. Matti bor på Amager. Motionsklassen blev begge dage vundet af Rasmus Frederiksen, Møns Cykelklub. Matti udtalte efter løbet: Jeg havde glemt, hvor hårdt det egentlig er, at køre cross.
Tårnby’s Borgmester Allan S. Andersen kikkede forbi lørdag og foretog præmieuddelingen i Herre Eliteklassen. Tak for det.
Resultater kan ses her for lørdag: https://www.sportstiming.dk/event/9795/results?round=48425
og her for søndag: https://www.sportstiming.dk/event/9796/results?round=48428
Der var smerte, mudder og stenhård vilje. Tak til alle der deltog og hjalp, og som har bakket dette arrangement op. Flot arrangeret af Christian Tvarnø og David Rasmussen.
Det bliver ikke sidste gang vi invitere til cross på Amager.
Tak til @taarnbykommune for samarbejdet om banen
Tak til DJ HurtigJoakim for fest. Tak til event-sponsorerne Hotel Scandic CPH Strandpark, Vitamin Well, Trørød Enterprise, PH-El Sikring, #amagertandlægehus
Tak til vores trofaste sponsorer i klubben @henrikwesselas @ingolfskaffebar @amarcykelservice @xtremeteamwear
#crossisboss #cykelcross #cyclocross #cykelløb #cyklecross
Alle foto: Jesper Skovbølle