DRENGE/PIGER · MÆND/KVINDER · 9-90 ÅR · HYGGE · MOTION · KONKURRENCE · ELITE · FÆLLES TURE · KLUBAFTEN · TRÆNING · LØB I IND- & UDLAND · 1940
Home > Motion > Referat fra møde i motionsafdelingen 28 august 2019

Referat fra møde i motionsafdelingen 28 august 2019

Træning i september
Vi fortsætter med træningen i september efter vores ”sommer køreplan”. Husk at medbringe lys på cyklen når vi træner om aftenen i september.

Træning for begyndere
Vi har haft svært ved at gennemføre træning for begyndere, da begge vores begynderkaptajner ikke har kunnet varetage træningen af forskellige årsager. Vi har derfor besluttet at vi i næste sæson vil lave et program vi er sikker på vi kan gennemføre. Det bliver en introdag en gang om måneden for alle nye mænd og kvinder, der vil starte i ACR Motion. Georg Morsing har taget ansvar for at lave dette program, og sikre at de forskellige kaptajner hjælper til en gang imellem.

”Ældresagen”
Dette hold er et facebook hold. Det betyder at ture annonceres på facebook. Det er sædvanligvis Bente Skov der annoncerer ture og styrer gruppen så godt hun nu kan. På mødet fik Bente en lille gave overrakt af Luffe (se billede ovenfor) som tak for at styre ældresagen med fast hånd og humor. Bente fortæller at ældresagen også har en ungdomsafdeling, så alle er velkommen. Typisk køres der kl 9:30 om onsdagen fra rød låge ved Kalvebod Fælled. Der køres hele året, en tur på ca 60 KM. Men hold øje med annoncering på facebook.

Tirsdag-formiddag-holdet
Dette er en andet facebookhold, som ledes af Jørgen Madsen. Dette hold starter nu den 3 september og kører hele efterår og vinter. Det er hver tirsdag kl 10:00 med start fra Bellahøj, og der køres 80-90KM (senere på vinteren lidt mindre). Alle er velkommen.

Harzen turen
Igen i år er en gruppe afsted 4 dage til Harzen. I år er turen 29AUG – 1SEP. Vi har besluttet at denne tur altid er i slutningen af august i uge 35. Så ved I det til næste år. Dette er to halve dage og to hele dage på cykel nede i dejlige Harzen.

Sikkerhed
Vi har observeret at nogle medlemmer har talt i mobiltelefon under kørsel på cykel. Altså under træningen. Det vil vi ikke se. Det er jo faktisk ulovligt og man kan få en bøde for det. Men, det er til stor fare for resten af os, hvis du har din opmærksomhed et andet sted end på cykelkørsel. Du må ringe når vi holder pause.

Vi drøftede kørsel på cykelsti. Det er farligt at køre stærkt 2-og-2 på cykelsti. Vi kom frem til at der er to muligheder: Kør 1-og-1, det gør det mere sikkert. Og/eller sæt farten ned. Jo man kan også gøre begge ting.

Sommercup.
Vi har ca 40 ACR ryttere med i Sommercup. Se mere på www.sommercup.dk . Vi har podieplaceringer i gruppe 2 og gruppe 4. Overvej om det er noget for dig i 2020, tilmelding kommer i februar/marts måned 2020.

Vores licensløb den 15. september
Løbet er flyttet til Stevns, fordi vi ikke kan køre på den normale rute på Amager. Alle som havde meldt sig som hjælpere til løbet på Amager har fået annulleret deres tilmelding, fordi det jo nu er nye forudsætninger, da det tager længere tid. Vi vil meget gerne opfordre alle til at hjælpe. Vi er en af Danmarks største cykelklubber og det er afgørende vigtigt at vi som motion-og eliteklub kan afholde dette løb. Gå ind på foreningslet og tilmeld dig som hjælper. På forhånd tak for din hjælp.

Efterårstræning
Den 1 – 24 oktober er al træning for alle motionhold på hverdage på tonseren. Igen er der jo problem med ruten. Derfor mødes vi kl 16:30 ved busholdepladsen hver tirsdag og torsdag. I skal stå på fortovet så busserned kan komme til. Herfra kører vi til det vi nu kalder mini-tonseren. Se billede nedenfor. Den er ca 5 KM og her kører vi højre om. Hvis du kommer senere kører du bar til ruten og kører ventre om, så møder du dit hold meget hurtigt. I skal have lys på cyklen, da det kan være mørkt når vi kører hjem. Vi træner ca 2 timer.

Vintertræning
Denne træning starter 27 oktober og der kører kun hver søndag kl 9:30 fra Bellahøj. Du skal have skærme på din cykel og dækindlæg, så vi minimerer punkteringer.

MTB
MTB sæsonen starter lørdag den 5 oktober og der køres hver lørdag med start kl 9:00 fra Sundbyvester Kirke. Den 5 oktober køres der til Hvidovre Bikepart som en super sjov start på sæsonen. Den 29 oktober starter aftentræning hver tirsdag og torsdag kl 17:00 med start fra Sundbyvester Plads.

MTB tur, oktober
Den 10-13 oktober er der klubtur til Slette Strand. Tim Stockholm annoncerer dette snart.

MTB tur, Uge 7 i 2020
Niels og Grethe arrangerer MTB tur til sporthotellet i Rebild Bakker, torsdag – søndag i uge 7 2020. Annoncering kommer.

MTB, Italien, Uge 28 i 2020
Tim arrangerer en klubtur på MTB til Dolimitterne. Base er Canazai, og der kører i Sella Ronda området og omkring ruten i det berømte Maratona motionsløb. Mere info senere.

Rejseudvalg
For at sikre at vi ikke planlægger klubture på samme dato’er har vi besluttet at have et rejseudvalg. Michael Helsgaun er kontaktperson. Så før du annoncerer en tur eller tænker på at tage på en tur så kontakt Michael og hør om der er andre ture på samme dato’er. Dette udvalg bestemmer så hvilke ture der er de officielle klubture, som medlemmerne opfordres til at deltage i. Vi kan godt have flere ture på næsten samme tid, der skal bare ikke være tvivl om hvilken tur der er klubturen. En klubtur er en tur hvor alle medlemmer kan være med, også selvom de ikke er super-motionister. Det vil sige varierede sværhedsgrad og en ACR person som ”arrangør”.

Kalundborg marts 2020 – Vi starter altid et år med at tage på træningstur sidste uge i marts torsdag – søndag. Vi kører til Kalundborg og bor billigt og godt på vandrehjem. Mere om dato’er senere.

Mallorca 2020 Klubtur
Det forventes at der arrangeres en klubtur i uge 17 og uge 18 til Mallorca. De fleste kommer i uge 18 (nogle år 40 personer eller mere) og dem der vil have to uger kommer så i uge 17+18. Annoncering kommer så snart der er en plan.

Calpe, Uge 19 i 2020, Ruby rejser.
En del ACR motion ryttere er med Ruby rejser til Calpe i uge 19. Ca 10 personer lige nu. Dette er IKKE en ACR klubtur. Gå ind på Ruby rejser hvis du vil se mere om den tur.

La Marmotte Træningslejr 24-30 maj 2020 – Cykelparadis i de franske alper
I samarbejde med et mindre hotel Chalet Solneige arrangerer Georg Morsing en træningstur til La Marmotte ruten. Selvom dette er en ACR motion person der er arrangør, så er det ikke en ACR klubtur, da der kan komme andre ryttere med. Dette er for personer der vil teste La Marmotte ruten og køre den over flere dage. Enten fordi de rent faktisk vil køre dette løb i juli i 2020, eller fordi de vil teste om de kan køre den. Man kan også deltage fordi man bare synes det er fedt at køre i de højeste bjerge i de franske alper og prøve Glandon, Galibier og Alpe d’Huez.
For at deltage skal man kunne køre i bjerge, men man behøver ikke være en hurtig bjergrytter. Vi tager det stille og roligt, med fokus på det sociale, opleve bjergene og så lige teste La Marmotte ruten på 3 dage. Der køres 400 KM med 7500 højdemeter på 5 dage, med mulighed for mere til dem der har lyst. Prisen er 4.500 kr for ophold og forplejning. Hertil skal så lægges transport. Kontakt georg.morsing@gmail.com hvis du ønsker programmet tilsendt.

På tværs af afdelingerne
Bestyrelsen vil godt have mere samvær på tværs af afdelingerne i ACR. Der vil derfor måske komme ture hvor vi alle kører sammen og slutter i klubben. Mere om det senere.

e-sport
DCU arbejder på initiativer omkring e-sport og cykling. Det er især alle dem der – typisk om vinteren – kører på hometrainer og er koblet på via internettet, hvor der så køres i grupper eller ligefrem løb. ACR følger udviklingen og er positiv overfor nye initiativer i denne retning.

ACR tøj
Alt ACR tøj er nu i klubben og kan købes/prøves hver mandag kl 19 i klubben. Endnu engang tak til Gitte for den super indsats hun yder med at holde vores tøjbutik åben. Tak Gitte. I skal altså ikke bestille tøj på eXtremes hjemmeside, men komme i klubben og købe det.

Leave a Reply